KUNSTNERKOLONIEN PÅ FANØ
3. februar – 2. august 2026
Kunstnerkolonien er et populært format på DR2, hvor seerne gennem flere sæsoner har kunnet følge forskellige grupper af etablerede billedkunstnere. Hvert år er de blevet udvalgt på tværs af alder, praksis og kunstnerisk udtryk og sat stævne et sted i Danmark, for eksempel i Skagen eller på Bornholm.
Fælles for disse steder er, at de historisk set har dannet ramme om kunstnerkolonier og dermed har haft en betydning for udviklingen af dansk kunst og kultur. Nu er turen kommet til Vadehavet og Sønderho på Fanø.
I den sjette sæson deltager Leif Sylvester, Alberte Skronski, Peter Land, Jack Kabangu, Anna Sofie Jespersen og Malene Landgreen. De har opholdt sig på Fanø i august 2025, mens programserien, hvor man kan følge deres kunstneriske proces fra idé til handling, løb over skærmen i januar 2026.
Alle udstillingens værker blev skabt under opholdet på Fanø, og på Esbjerg Kunstmuseum er vi stolte af at have præsenteret resultaterne af kunstnernes usædvanlige (sam)arbejde. Udstillingen blev kurateret af Marie Nipper, mens programmet var produceret af Eddy Media for DR.






