EVA KOCH SOLO
21. marts – 30. august 2026.
Fernisering fredag d. 20. marts kl. 17.30
Gennem fire årtier har Eva Koch markeret sig som en af dansk kunsts mest særegne kunstnere, og hun står bl.a. bag Danmarks største stykke land art, nemlig ’Lyshøjen’ ved Esbjerg, der består af 800.000 m3 jord.
Eva Koch er især kendt for sine videoværker og særegne skulpturer. Hun arbejder på tværs af medier og genrer og blander ofte det forestillende, det konceptuelle og det formelle. I den aktuelle soloudstilling på Esbjerg Kunstmuseum foldes hendes praksis ud, så man fra rum til rum kan opleve hendes mangefacetterede tilgang til verden og kunsten.
Hendes værker spiller os ofte en puds. Geometriske skulpturer kan forsvinde gennem væggen og ud på den anden side, mens projicerede duer flyver fra den ene væg til den anden, og en mælkebøtte i kæmpeformat vokser op og forgår for øjnene af os i et uendeligt loop. I mødet med Kochs kunst bliver vi således hele tiden bragt i tvivl om, hvor grænserne mellem kunst og virkelighed – mellem os og værket – går.
Projektet med Eva Koch indgår i en serie af udstillinger, hvor vi reaktualiserer en kunstners livsværk. Snarere end at lave en traditionel retrospektiv udstilling udfolder vi Kochs unikke praksis på en måde, der både overskrider de gængse skel mellem billedkunstneriske udtryk og kredser om tilværelsens grundvilkår. Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan omgås vi hinanden? Hvordan indgår vi i vores omverden? Og hvori består vores omverden overhovedet?
